Hundens tænder
Hundehvalpen har 28 tænder. Disse skiftes akkurat som hos mennesker og den voksne hund har 42 tænder. Tandskiftet starter som regel i 16 ugers alderen.
Hvordan tandskiftet forløber varierer hunde og især racer imellem. De fleste hunderacer har god plads til deres tænder. Det er hunderacer med ”normal længde” på ansigtet. Hunderacer med et kortere ansigt som Mops, Boxer, Bulldogs mm. kan have sværere ved at have plads til alle de blivende tænder og det kan give forskellige problemer. Problemer med tandstillingsfejl ses dog hos hunde af alle racer.
Det er meget vigtigt at tjekke og børste hundens tænder ofte – daglig tandbørstning anbefales. Bare at strække tandbørstningen til hver anden dag vil nedsætte effekten væsentligt. Udover at hjælpe hunden med at holde tænderne rene, så skal man være opmærksom på brud på tænderne, tegn på kraftig rødme eller blødning i tandkød, smertereaktioner ved børstning og i det hele taget forandringer i hundens mundhule. Hvis nogen af disse ting forekommer, så bør en dyrlæge undersøge det.
Ved det årlige sundhedstjek kigger vi også på hundens tænder og mundhule. Jo tidligere man opdager eventuelle problemer, jo bedre kan de behandles.